Kalkmangel hos drægtige får

Kalkmangel, også kaldet mælkefeber rammer fåret sidst i drægtigheden.

Ofte kan det være svært at se forskel på kalkmangel og drægtighedssyge, da begge lidelser rammer fåret sidst i drægtigheden.

Kalkmangel er en alvorlig sygdom, der kræver omgående behandling. Man siger generelt, at det tager et får fem dage at dø af drægtighedssyge, hvorimod det kun tager ca. 24 timer at dø af kalkmangel.

Dyr med kalkmangel finder man ofte slapt liggende på brystet, - af og til med benene bagud, i frø-stilling, som om fåret har lagt sig uden at være i stand til at trække bagbenene ind under sig. Hendes temperatur er ofte lav og vejrtrækningen langsom. Hvis dyrlægen giver hende kalk direkte i blodåren, rejser fåret sig ofte straks.

Det er muligt at forebygge mod kalkmangel ved fx at supplere fodertildelingen med foderkridt i den sidste del af drægtigheden.